Nyhedsbrev fra formanden
august 2026
Kære alle medlemmer i Svendborg Senior Idræt
Velkommen tilbage og særligt velkommen til alle nye medlemmer! Jeg håber, I bliver glade for at være en del af et stort og godt fællesskab på et eller flere af de hold, I nu er en del af. Samtidig håber jeg, alle har haft en dejlig sommer, og igen er klar til at motionere og hygge. Vi er nu 1897 medlemmer!
På hjemmesiden kan man se de mange tilbud, der er i foreningen. Det er ikke kun fysiske aktiviteter men også adskillige kulturelle. Det er dejligt at se det store engagement fra mange frivillige, som arrangerer disse aktiviteter og med god opbakning fra medlemmerne.
Flere hold har været aktive siden begyndelsen af august, og gennem sommeren har der været mulighed for at fitnesstræne udendørs under kyndig vejledning af Bitten.
Ét af cykelholdene har igen været i udlandet på tur (Prag – Dresden), ligesom et andet cykelhold er vej på en 3 -dages tur til Mols. Padelholdene har også i år afholdt sommercamp og igen med succes. De nye ’Krolfbaner’ ved hotel Christiansminde blev indviet mandag d. 24.8. med åbningstale af borgmesteren, og banerne blev afprøvet. Her er gode muligheder for at mødes og hygge med krolfspillet på tværs af alder og forudsætninger – pressen var rigeligt til stede, så rigtig god reklame for foreningen og det arbejde, I frivillige har gjort her – tak for det.
Vi udbyder lige nu 101 hold (inkl.de 5 kajak-hold). Blot enkelte hold er blevet lukket pga. for få tilmeldinger. For at imødekomme ventelisterne til styrketræning forventes det, at vi starter endnu et hold op – ellers vil vi kun starte nye hold op hvert halve år.
Bordtennis afdelingen vil igen forsøge med træning hver 2. lørdag og vil afprøve bordtennis-robotten, som vi har fået af Rise Sparekasse og Fynske Bank.
Det er ikke alle, der har træning i Idrætscentret og i SG-huset, men her er der renoveringer i de kommende flere uger. Som vi allerede har skrevet ud om, har SG har lukket deres omklædningsrum frem til uge 43 pga. renovering (måske længere). Man kan benytte omklædningsrummene i idrætshallen og 2 rum hos SfB, som vi har lejet. Der er sat skilte op, og skabene på Torvet kan benyttes og aflåses – og kontoret på 1. sal bliver også lukket (på et tidspunkt) en månedstid pga. fugt, så kontoret skal finde midlertidige lokaler igen-igen; det er lidt hårde odds for vores ansatte, men de klarer det flot og tak for det!
Vi har holdt det årlige holdledermøde sidste uge på Gymnastikhøjskolen i Ollerup – her informeres om stort og småt af betydning for holdledernes arbejde, et lille oplæg om bestyrelsens tanker om fremtidens SVSI, og Birthe Bergmann fortalte om frivilliges arbejde på plejecentrene (hvis man er interesseret i at hjælpe til der, kan man henvende sig til birthe.bergmann@svendborg.dk).
Med venlig hilsen
Jesper Vildbrad
formand
